ørn i bur

Henrik Ibsen's Hærmændene på Helgeland ("The Vikings at Helgeland") premiered in Kristiania, now Oslo, on this day in 1858.

This play has not aged well. It is a Viking drama, after all, full of insupportably weighty dialogue. Parts of it, however, are brilliant fun, and the scene excerpted below must have been wonderfully shocking. It contains a really rather frank description of the female orgasm - in the first person, no less. I cannot imagine what it must have been like to hear it in person, in 1858, among the fashionable classes of Kristiania.

HJØRDIS. . . . men sig mig, når Sigurd for i viking og du var med, - når du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på skibsdækket, - kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i hånd?

DAGNY. Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?

HJØRDIS. Hm, en kvinde, en kvinde, - hm, der er ingen, som ved hvad en kvinde er istand til! - Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær, - er det sandt, at da brænder hendes blod,
hendes bryst banker, - svimler hun i sælsom fryd derved?

DAGNY (rødmende). Hjørdis, hvor kan du -!

HJØRDIS. Nu da, sig mig -!

DAGNY. Det tænker jeg forvist du har fornummet.

HJØRDIS. Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i favn så brynjen brast, og da, da -!

DAGNY (udbrydende). Hvad! Sigurd -!

HJØRDIS. Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, - hin nat, da kvinderanet -

DAGNY (fatter sig). Ja ja, jeg mindes, - jeg ved vel -

HJØRDIS. Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde, det - (standser og ser på Dagny.) Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg og rød!

DAGNY. Visst ikke, visst ikke!

I wrestled with myself, posting this bit of Act II, on the question of whether to render it into English, but I concluded that I had neither the time nor the appropriate English. It should be a 1850's idea of what people in 900 sounded like, based on sources written around 1300. It should come out perfectly dreadful, or like Longfellow, or like dreadful Longfellow, and I'm just not up to it at the moment.